Dug på ruder

 

Dug på ruder 

Hvorfor opstår der dug på nye vinduer?

Det er helt almindeligt, at du kan får mere dug på ruderne, hvis du udskifter vinduerne. Det er fordi, huset er blevet mere tæt og derfor skal udluftes mere.

Hvis du netop har skiftet vinduer og oplever mere dug på indersiden af dem end på de gamle, skal du derfor være opmærksom. Måske har dine gamle vinduer været utætte og derfor sørget for mere ventilation i boligen, hvilket de nye tættere vinduer ikke gør, hvorfor der dannes dug på indersiden af vinduet.

Her er det vigtigt, at du lufter ud grundigt 3 gange dagligt, medmindre du har et mekanisk ventilationsanlæg, som kan varetage udluftningen. Det vil ofte også være en god idé at lade ventilationsspalterne i vinduerne stå konstant åbne.

Energiruder

Ved energiruder dannes der ofte dug på ydersiden og mest i april og september, specielt om natten, når temperaturen falder. Rudens yderside køles ned om natten, og når temperaturen hurtigt stiger om morgenen, bliver luften hurtigere varmere end ruden, og der opstår dug. Duggen forsvinder om morgenen eller i løbet af formiddagen, når solen varmer ruden op.

Duggen vil være mest massiv på vest- og sydvendte vinduer og sjældnere på østvendte vinduer. Har du et stort tagudhæng på dit hus, vil dugproblemerne være mindre. Det samme gælder, hvis der er overdækning eller lign. over energivinduerne, fx en overdækket terrasse.

Det kan naturligvis være til stor gene, at du ikke kan se ud, men du bør faktisk glæde dig. Dug på ydersiden af ruden er tegn på dine lavenergiruders effektivitet – hvor godt de holder varmen inde og kulden ude. I og med at energiruder ikke tillader varme at slippe ud, er overfladetemperaturen på rudens yderside lav, og derfor kan der dannes dug på den kolde overflade. Du skal ikke være bekymret over dug udvendig, da hele vinduet er konstrueret til at modstå vand og regn, så det kan også godt holde til lidt dug.

Dug mellem glassene

Hvis duggen er opstået mellem glassene (optræder som en grålig film) i en termorude/ energirude, er ruden punkteret og skal udskiftes. Vinduets isoleringsevne forringes ikke, men udsynet forstyrres.

Du kan evt. læse mere her: http://www.vinduesindustrien.dk/index.php?id=291

jeg accepterer
Denne side benytter cookies... men udelukkende til trafikmåling og sidestatistik. Dine oplysninger sælges ikke videre - den dør er lukket. Hvis du går videre på siden accepterer du at Harmoni Døre & Vinduer ApS må tage samle dine cookies